|
Senest opdateret
2011-02-10 |
Hjemmeafprøvning
Siden 2004 har der været foretaget forsøg med hjemmeafprøvning af ungdyr i hen mod 10 besætninger. Hjemmeafprøvningen minder om princippet ved individafprøvningen på Ålestrup Avlsstation, men som det fremgår af navnet foregår alle målinger hjemme i besætningen. Ved hjemmeafprøvning bliver alle tyre fodret efter ædelyst fra fravænning og indtil måling, der som regel foregår sidst i april måned. Besætningsejerne står selv for pasning og pleje af deres dyr, og der er ikke regler for, hvordan og med hvad dyrene skal fodres. De prøvede dyr har dog i store træk fået ens gode betingelser med en foderblanding med relativt højt proteinindhold, wrap eller hø samt halm. Kvier har nok generelt fået tilbudt lidt mere wrap og hø og lidt mindre foderblanding. Formåleter at finde de dyr, der klarer sig bedst under "normale" opvækstbetingelser. Dyrene behøver derfor ikke at blive stopfodret, men det er vigtigt at alle dyr fodres ens også helst fra årgang til årgang og at de aldrig får så lidt foder, at de ikke får lejlighed til at vise deres vækstpotentiale.
Efter ca. 5 måneders fodring bliver dyrene vejet og får scannet tykkelsen af deres rygmuskel samt tykkelsen af fedtlaget over rygmusklen. Rygmusklen svarer til det vi kender som fileten eller entrecoten og måles ved at måle dybden af musklen i mm. Derudover bliver tyrene kåret. En af svaghederne ved hjemmeafprøvningen er, at vejning og scanning foregår på en bestemt dag for alle dyr og dyrene har således ikke ens alder, som de har ved vejning og scanning på Ålestrup. For at kompensere for det, bliver de målte vægte korrigeret til 325 kg (Kor vægt). Herefter bliver de scannede muskeltykkelser korrigeret til en vægt svarende til 325 kg (Kor muskel). På baggrund af de korrigerede muskeltykkelser og korrigerede vægte bliver beregnet et indeks for hver besætning med udgangspunkt i et gennemsnit på indeks 100 i hver besætning. Indekserne kan derfor ikke sammenlignes på tværs af besætninger og indeksernes har derfor størst værdi for de besætninger, hvor der er mange dyr med i afprøvningen, mens besætninger, hvor der har deltaget 2-3 dyr af ens køn i afprøvningen, kun har glæde af at se på de absolutte tal.
Fordelen ved hjemmeafprøvningen contra individafprøvning på Ålestrup er dels prisen, men også at man får mulighed for at afprøve et mange gange større antal dyr hvert år og ikke mindst at vi også afprøver hundyr. For en relativt lille race som Skotsk Højlandskvæg har det stor betydning for udvælgelsen af fremtidige avlsdyr. Herudover får vi mulighed for at afprøve vores dyr under de miljøforhold (udendørs), som de normalt lever under. Det er jo ikke sikkert, at det er de samme tyre der klarer sig godt på Ålestrup, som dem der gør det godt hjemme og alt andet lige har vi kun glæde af de tyre, der kan vokse godt under normale Højlænder-forhold. På Ålestrup bliver tyrene klippet og opholder sig indendørs med et minimum af motion, i forhold til hvad vores dyr normalt ville få. Dyrene opholder sig endvidere på relativt lidt plads, som gør, at de bliver udsat for et meget større smittetryk end normalt i udendørs frisk luft. Derudover har hjemmeafprøvningen den fordel, at dyrene ikke skal udsættes for en lang transport, skifte miljø og kæmpe sig ind i hierarkiet blandt nye kammerater. Sådan et skift sætter dyrene i stå i vækst for en periode og er med til at forstyrre billedet af vækstpotentialet. Endelig så har vi glæden af at have vores kalve hjemme og se vores små kalve vokse op, i stedet for at sende dem på ”kostskole”.
|
Ønsker du at være med i ordningen?
Hvis du sidder foran computeren og tænker, at det da kunne være sjovt at være med i ordningen, så skal du sende en mail til Charlotte Skou og meddele din deltagelse og det antal dyr du deltager med senest 1. oktober det år du ønsker at deltage.
Dyr der kan tilmeldes skal være født mellem 1. november og 1. juli, dvs. at dyrene skal være mellem 10 mdr. og 18. mdr. på afprøvningstidspunktet i slutningen af april 2010. Alle kan være med i forsøget, men da hjemmeafprøvningen går ud på at måle dine dyr op i mod dine egne dyr, skal du have helst en besætning på mindst 5-10 køer for at du får et sammenligningsgrundlag. Det gør ikke så meget, at du f.eks. kun har fået 1 tyrekalve og 7 kviekalve i år. Til næste år vil det statistisk set se omvendt ud og i løbet af et par års deltagelse i hjemmeafprøvningen, har du en idé om, hvordan henholdsvis tyre- og kviekalve vokser i din besætning.
Derudover skal du have en vægt, (eller mulighed for at låne/leje en til dagen), så du kan veje dine dyr. Vejning og kåring foretages af Henrik Baymler, mens scanning foretages af tilknyttet konsulent Henrik Jensen. Inden deres ankomst har du indfanget og opbundet dyrene på fast underlag. Endelig skal du have fodret dine dyr fornuftigt gennem vinteren, da de ellers ikke vil have lejlighed til at vise deres vækstpotentiale og det dermed ikke har nogen værdi at måle på dyrene.
Du betaler selv for scanning, mens kontrol af vejetal og kåring af tyrene betales af Avlsforeningen. Prisen for scanning er et grundbeløb på 500 kr. og 40 kr. pr. dyr. (Priser for 2010).
Resultater målt 2010
|